Søndag den 22. marts afholdt Ninjas.dk DM i Cross Duathlon 2009. Ruterne var placeret i Jonstrup Vang. Løberuten var udelukkende på skovstier, men dog kuperet. Cykelruten var tørret helt op, så det var en meget hurtig rute.
Med lidt forsinkelse blev eliten og ungdommen sendt af sted ca. 10.30. Forsinkelsen skyldtes diskussioner om fortolkning af regelsættet for hvilke cykeltyper man må stille op med, da en håndfuld var stillet til start på cykelcross cykler. I pressemeddelelser forud for stævnet var der varmet op til en tvekamp mellem Rasmus Henning og Eskild Ebbesen. Men en punktering satte Ebbesen ud af spillet. I stedet udviklede konkurrencen sig til en tvekamp mellem en meget stærkt cyklende (på cykelcrosser) Tommy Nielsen, Ninjas.dk, og en meget stærkt løbende Rasmus Henning, Sigma Tri. Rasmus Henning trak det længste strå og satte alt på plads på løbet. Tommy Nielsen blev nr. 2 og på 3. pladsen kom en stærkt kørende Michael Mynster, Blovstrød Tri-athleten. Men der blev indgivet protest mod dem, der kørte cykelcrosser og protesten afgøres i Forbundet i kommende uge – og udfaldet af denne kan så evt. forrykke medaljestriden. Så den sag holder Jens Grønbek, Ninjas.dk, på 4. pladsen sikkert ekstra øje med. Hos kvinderne var Julie Månsson, HareTri, ganske suveræn og vinder med 10 minutters margin til nr. 2 Lærke Høyer, TRI4 og nr. 3 Hanne Jørgensen, HareTri. Margit Nelboe, Ninjas.dk (og GTC), var på et tidspunkt oppe på 2. pladsen efter Julie, men krudtet slap op og Margit kom hjem som nr. 5.
Kl. 13 blev agegroupfeltet sendt af sted. Hele DM stævnet havde kun trukket 86 tilmeldte med 82 til start, så da også eliten var fraregnet var der god plads på stierne og i sporet.
I agegroupfeltet havde Ganløse Tri-Center Jørgen Rasmussen til start og Jørgen blev sidste herre i mål i tiden 02:17.55. Jørgen udtaler: “… det var godt ruten var tørret så meget op, for med min begrænsede træningsindsats forud for stævnet havde der ikke været kræfter til at kæmpe sig gennem mudder også. Men det er altså sjovt og fedt – under og efter – selvom det også er hårdt”.
Der var Ninjas.dks første afvikling af et DM under DTriF og alt klappede. Ruter var mærket godt op, der var pænt med rutevagter. Rutens beskaffenhed var på dagen meget hurtigt, men ingen er herre over vejret. Havde den været våd og mudret havde det på dagen været nogle “andre specialister” der var rykket op af resultatlisten, men det er en del af “gamet” for vintercrossduathlon.
Foreløbige resultater fra DM Cross Duathlon 2009…
Fotoserie 1 fra DM Cross Duathlon…
Fotoserie 2 fra DM Cross Duathlon…
Efterskrift 27. marts:
Teknisk udvalg under DTriF fulgte protesten og besluttede at diskvalificere deltagerne på cykelcross’er. Michael Mynster, Blovstrød Tri-athleten får deraf sølv og Jens Grønbek, Ninjas.dk, bronze.
Revideret resultatliste Herre Elite
DTriFs nyhed med begrundelse for afgørelsen…
Relaterede nyheder:



