Lørdag den 19. december var der rigtig mange GTC’er juletrænede og julehyggede.
Den sædvanlige lørdagsspinning var rykket til kl. 10.00 til 11.30 – og en god del af cyklerne var i omdrejninger.
Kl. 10.00 var der også fællesmøde på p-pladsen ved Røde Rose i Ganløse Eged. Det myldrede frem med GTC’er i MTB og løbeoutfit. Alle skuttede sig lidt mod kulden.
Martin og Richardt ledte MTB’erne over til “bakken” i Egeds sydlige del. Her skulle Merida MTB Event starte med at finde “King of the Hill” i “Hill Race”. Men pga. sneen på bakken, så kom ingen op i første forsøg. En enkelt voksen lykkedes med lidt ihærdighed at tvinge MTB’en op af bakken. Men der kunne ikke udnævnes nogen “King of the Hill” i denne omgang.
Dernæst skulle der afvikles “Mud Race”, men der var ikke meget “mud” på dagens rute, som gik igennem den idyllisk sneklædte skov. Så måske skulle det have heddet “Snow race”. Men der blev gået til stålet blandt unge og voksne – og Martin kunne senere overrække fortjenstmedaljerne for de gode resultater i “Mud race”.
Løberne forlod p-pladsen i hælene på Anja, som havde lavet et sjovt GTC juleløb. Først blev løbet en god opvarmningsrunde og så nåede man “spindelvævet”, hvor løberne skulle hjælpe hinanden igennem de 3 x 3 “celler” uden at røre vævet. Nogle krøb, andre skrævede og i de øverste celler blev løberen løftet igennem af de andre. Videre i løb til næste station: Her skulle man springe ud fra “bakken” og gribes af de andre – bakken var her en bænk på p-pladsen. Videre til årets “champagnegalop”, som i år var en kombineret champagne-”biathlon” event. En slurk champagne og en løberunde. Herefter skulle 3 bolde kastes i en spand, missede man kostede det en “strafrunde” løb pr. bold. Sidste station var “flagermusehulen”. Løberne fik bind for øjnene og skulle finde vej mellem grantræerne langs en “minestrimmel”.
Alle mødtes herefter på bålpladsen. Jeppe havde lavet varmt glögg, kakao og æbleskiver på bålet – og alle kunne få varmen igen indefra. Martin overrakte medaljer og de flotte sponsorgaver fra Merida. Martin udleverede også klistermærke-emblemer til juniorerne med “GTC MTB Junior rider” på den nye MTB gradueringsskala (mere i en senere nyhed). Alle sluttede af med et stort bifald til Martin og Richardt for deres store indsats for MTB træningen og dagens MTB event.
Kl. 13 mødtes 34 GTCer på Ganløse Kro til den traditionelle GTC julefrokost. Det var kroens solide traditionelle julefrokost, som ventede. Steffen fik under frokosten uddelt årets pokaler: Vinder af GTC Cuppen 2009: Maria Stenderup Korch, årets åbentvands klubmester (Nexelman): Anja Krüger og Morten Baden Jørgensen, årets bassinmester (Suså Tri): Steffen M Lund-Hansen.
Se stemningsbilleder fra dagen:
Merida MTB Event (billeder taget af Søren Dam Thomsen)…
Relaterede nyheder:




