600 klar til DM Sprint

Triathleter er kåde som køer på græs (landevejen) efter vinteren i stald (træningslokalerne) – og vælter ind på startlisterne til sommerstævnerne. Medio december 2011 havde vi rundet de 100 tilmeldinger til DM Sprint – og her primo april har vi nu rundet 600 tilmeldte til DM Sprint / Tri på Tyren ved Bastrup Sø, som finder sted søndag 3. juni.

Der er et max på 800 deltagere, så det begynder at snerpe til. Hvis vi når de 700 vil vi ikke afholde en motionsstævne før DM – men beslutningen tages endelig medio maj.

Følg med på Tri på Tyren hjemmesiden…

Hvem er tilmeldt ? Liste over forhåndstilmeldte…

Posted in Egne stævner | Tagged | Kommentarer slået fra

Ronnie siger: Kom frisk!

Tovholder på tirsdagscyklingenSom annonceret i nyheden om det store sommerprogram så er klubtræningen rykket på landevejen.

Til højre ses tovholder for tirsdagscyklingen Ronnie Hegelund – som siger: Kom frisk! – da kun tovholderen selv (og en fotograf ;-) ) var mødt frem tirsdag den 3/4.

Vi har fået mandag, tirsdag og torsdagshold klar i klubmodul.

Se træningsoversigten med holdbeskrivelser i klubmodul…

Eller gå direkte til tilmelding for holdene, så tovholderne kan sende dig SMS om sidste øjebliks informationer om aflysninger, tidsmæssige forskydninger eller særlige rutevalg:

Posted in Træning | Tagged | Kommentarer slået fra

Ganløse satte sit præg på Islev Duathlon

Er det forår ? Ja, for Islev Duathlon blev afviklet i dag søndag 1. april – og dette stævne er som regel altid det første på “landevej” – og så må det være forår. Vejrguderne var dog ikke enig og sendte kold luft og vind til stævnet, selvom solen skinnede.

Det var de klassiske Islev ruter bag Vestforbrænding med kort og lang. Stævnet var meget velbesøgt på trods af det kolde vejr.

Ganløse Tri-Center (GTC) og GTC Bulls havde stort fremmøde med deltagere og supportere.

Emil Holm, GTC Bulls, mødte topmotiveret op til sæsonens første stævne med udtagelsen til DTriFs ungdomslandshold i bagagen og kører kort. Der venter også en god skalp, da HareTris cykeltornado Jacob Berg også kører kort – og Emil får skalpen og dermed førstepladsen i tiden 0:37:37. Coach Lars Ole Holm beretter “Første stævne…første sejr, overall, til Emil. Er på intet tidspunkt presset, da han vinder Islev Forårs Duathlon på kort distance. Løber første 2500 meter på 08:02. Holder Jacob Berg (HareTri) bag sig på cyklingen. Det er intet mindre end fantastisk. Alt køre efter planen, løber sidste 2500 meter på 09:00 og kan fortjent række armene i vejret på målstregen.

Anne Holm 2. plads Islev Duathlon 2012

Anne Holm, GTC Bulls, kører også kort og kun et spurtopgør med Charlotte Strand, TRI4, fravrister hende sejren og kommer ind på 2. plads i tiden 0:44:42. Coach: “Anne køre over al forventning og slutter som nr. 2 i damerækken. Bliver overspurtet de sidste 100 meter. Kører langt hurtigere end det forventede pace.

Michael Krüger. 3. plads Islev Duathlon 2012

Michael Krüger, GTC, var til start på lang distance, så de “unge” ikke kommer sovende til resultaterne. Michael holder hele feltet på nær 2 bag sig – vinderen Jacob Petersen-Bach, KTK86 og Martin Rye Ustrup, HareTri – og lander 3. pladsen i tiden 1:12:30.

Men der var flere GTC’er som prægede stævnet. Kort: Asger Jung Laursen (Bulls) 0:44:01, Astrid Jung Laursen (Bulls) 1:04:40, Bodil Ibsen 1:07:11. Lang: Torben Jung Laursen 1:22:55, Markus Krarup (Bulls) 1:27:45, Jørgen Rasmussen 1:58:20.

Stævnet var i øvrigt debut for Bodil Ibsen, som aldrig tidligere har været til start i multisportsstævner. Tillykke med debuten! Og Jørgen Rasmussen havde en hård dag på kontoret men nægtede stædigt at lave DNF og kom i mål som sidste til tilskuernes bifald.

Resultatlisten findes på Islev Triathlon Klubs hjemmeside…

Posted in Eksterne stævner | Tagged | Kommentarer slået fra

Generalforsamling i DTriF

Lørdag den 31. marts afholdt Dansk Triathlon Forbund (DTriF) ordinær generalforsamling. Formand Steffen M Lund-Hansen og kasserer Jørgen Rasmussen repræsenterede Ganløse Tri-Center ved generalforsamlingen, som afholdtes i Idrættens Hus i Brøndby.

Inden generalforsamlingen indledtes skulle der uddeles priser.

Årets agegroup atlet var afgjort af DTriF-medlemmerne ved afstemning blandt 5 kandidater. Vinder blev Vibeke Hansen, TRI4. Årets idrætsleder blev som allerede omtalt her på siden: GTC Bulls Styregruppen.

Herefter kunne generalforsamlingen påbegyndes. 24 klubber og en datterklub af DTriFs 67 klubber var mødt frem, repræsenterende i alt 49 stemmer. Formand for DTriF Anna Karin Klærke aflagde beretning. Årsrapport blev fremlagt af økonomiansvarlig Kim Rohde og budget 2012 blev gennemgået til orientering. Herefter var man klar til punkt 4: Behandling af indkomne forslag.

Første forslag var kombineret at nedlægge datterklubbegrebet og indføre stemmeantal pr. klub afhængigt af medlemsantal. Det første var alle stemt for, mens der var meget debat om anden del. Forslaget blev derfor splittet i 2. Datterklubbegrebet blev herefter afskaffet – og gradueringen af stemmeantal pr. klub endte med: Små klubber (1-100 medl.) = 2 stemmer, mellemstore (101-250) medlemmer = 3 stemmer og store (251 og derover) = 4 stemmer. Ganløse Tri-Center har efter denne skala frem over 3 stemmer ved generalforsamlingen.

Andet forslag var ny klubkontingentstruktur. Forbundets forslag blev godkendt og fremover betaler klubberne et klubkontingent til Forbundet alene ud fra antal medlemmer i klubben x 200 kr. pr. medlem på 18 og derover. (Derved udgår licensbegrebet, som for 2011 var på kr. 240 for en medlemslicens i Forbundet).

Thomas Blom, Vejle og Lars Møller Larsen, OTK, stoppede i DTriF bestyrelsen. Nyvalg til Ricco Clausen, Kongens Tri og Lars Smith, TRI4.

Officielt referat fra DTriF generalforsamlingen foreligger om nogle uger på deres hjemmeside.

 

 

 

 

Posted in Diverse | Tagged | Kommentarer slået fra

Hæder til GTC Bulls styregruppen

Overrækkelse af Årets Idrætslederpris. Fv: Jørgen Rasmussen (GTC), Thomas Blom (DTriF breddeansvarlig), Steffen M Lund-Hansen (GTC)

Lørdag den 31. marts afholdt Dansk Triathlon Forbund (DTriF) sin årlige generalforsamling i Idrættens Hus. En af de faste tilbagevendende indslag er uddeling af Årets Breddepris (gik til Vibeke Hansen, TRI4) og Årets Idrætslederpris. Til begge beder DTriF klubberne komme med indstillinger. Breddeprisen gives så ved medlemsafstemning på forbundets hjemmeside – mens Årets Idrætsleder vælges blandt indstillingerne af DTriFs bestyrelse.

Ganløse Tri-Centers bestyrelse valgte i starten af januar, at indstille styregruppen for GTC Bulls kollektivt til Årets Idrætslederpris, så det var med en vis spænding at idrætsformand Steffen M Lund-Hansen og kasserer Jørgen Rasmussen på klubbens vegne deltog i DTriFs generalforsamling – og stor var glæden da de nærmest med “lånte fjer” på vegne af GTC Bulls Styregruppen modtog Årets Idrætslederpris. Prisen består af et gavekort på kr. 4000 til Fabin i Roskilde, en blomst og et diplom for prisen.

Anette Nissen, repr. for GTC Bulls styregruppen

DTriF generalforsamlingen var færdig så betids, at Steffen og Jørgen lige kunne nå at køre om Ølstykke Svømmehal på vej hjem, hvor det lykkedes at fange en repræsentant for GTC Bulls styregruppen, Anette Nissen, efter lørdagssvømmetræningen, som fik gavekort, blomster og diplom overrakt.

I indstillingen til DTriF af GTC Bulls styregruppen, så skriver GTC bestyrelsen

Ganløse Tri-Center (GTC) indstiller hermed kollektivt styregruppen for GTCs nye børne og ungdomsgruppe: GTC Bulls. Gruppen udgøres af medlemmer i GTC, som syntes at der manglede et egentligt tilbud til børn/unge. På eget initiativ henvendte de sig til bestyrelsen med et stort set færdigt koncept for debutåret.

og så opremses en række resultater for GTC Bulls i debutåret (se bl.a. GTC Bulls årsrapport 2011) og fortsætter så:

Styregruppen udgøres af Sven-Erik Olander, Anette Nissen, Jeppe Guld, Bodil Ibsen, Torben Jung Laursen.

Med vores indstilling til Årets idrætsleder ønsker GTCs bestyrelse, at sige en stor tak til GTC-Bulls styregruppen for et godt og levedygtigt initiativ. Et initiativ vi tror andre klubber, der ønsker at aktivere ungdommen i klubberne også kan høste gode erfaringer fra. Og det viser samtidigt det gode eksempel på, at hvis medlemmer i en klub synes der mangler forskellige tilbud, så er den bedste vej frem selv at engagere sig i det frivillige klubliv og tage initiativerne selv.

Børne- & ungdomsgruppens tilstedeværelse i alle klubbens aktiviteter har generelt givet hele klubben en kvantespring indenfor ”klubliv” og ”foreningsdannelse” – et kvalitetsmærke, som ikke tilbydes noget andet sted.

Stort tillykke til GTC Bulls styregruppen – og “deres” børn og unge i GTC Bulls !

(Red: Beklager billedkvaliteten grundet et gl. mobiltlf. kamera).

Posted in Diverse | Tagged | Kommentarer slået fra

Ny kalender i klubmodul

Så har Klubmodul igen udvidet. Nu introducerer de en flot kalender.
Klubmodul kalender

Vi har lige taget den i anvendelse, så der er ikke så meget indhold endnu. Men planen er at kalenderen skal give et overblik over vores træninger, stævner, klubevents mv.

Der skulle også være en komponent på trapperne, så vi her på vores hovedhjemmeside, kan vise de 5 næstkommende aktiviteter i kalenderen.

Gå til kalenderen…

Posted in Diverse | Tagged | Kommentarer slået fra

Stor og spændende GTC forårs- og sommersæson 2012

GTC´s trænings sektion kan nu løfte sløret for et stort, spændende forårs- og sommer program med flere nye aktiviteter. For at imødekomme en større søgning på fællestræning har vi i år to nye hold på programmet – ”Cykel TIRS” og ”Familie-sommer-svømning”. Husk at der er obligatorisk tilmelding på alle hold via klubmodul før sæsonstart.


Svømning

Hold 1. Dryland – her vil vi med styrketræning og smidighedsøvelser styrke kropskernen til en bedre svømmeteknik. Mød op omklædt i badetøj og hav overtræksstøj på.
TIRS-dag og TORS-dag kl. 20.00 til 2030
Sted: Bassinkanten/klublokale i Ganløse Svømmebad

Hold 2-3-4. Svømning – interval- og tekniktræning TRI1-TRI2-TRI3 – voksne
Tidspunkt: kl. 2030 til 2200 start 15. MAJ slut 6. SEP
Sted: Ganløse Svømmebad 25 m bassin 6 baner.
Trænere: Amalie og Line

Hold 5. Svømning – interval- og tekniktræning GTC Bulls – børn & unge under 25 år
Tidspunkt: kl. 1930 til 2030 start 15. MAJ slut 6. SEP
Sted: Ganløse Svømmebad 25 m bassin 3 baner.
Trænere: Amalie og Line

Hold 6. FamilieSvømning
Her vil vi træne hele familien samtidigt i bassinet:
Lav bassin bane 1-2 for 0-5 år børn tilvæning sammen med mindst én forældre/voksen
Lav bassin bane 5-6 for 5-8 år børn begyndere træning og vandleg.
LØR-dag kl. 1030 til 1130 start 19. MAJ slut 8. SEP
Trænere: Vi arbejder på sagen.

Hold 7. Svømning – interval- og tekniktræning TRI1-TRI2-TRI3 – voksne
25 m bassin bane 1-5 Voksne TRI1-2-3
LØR-dag kl. 0930 til 1030 start 19. MAJ slut 8. SEP
Sted: Ganløse Svømmebad 25 m bassin 6 baner
LØR-dag kl. 1030 til 1130 start 19. MAJ slut 8. SEP
Sted: Ganløse Svømmebad 25 m bassin bane 3-4
Trænere: Michael Krüger

Hold 8. Svømning – Frauen – motionsbanen – voksne
25 m bassin bane 6
LØR-dag kl. 0930 til 1030 start 19. MAJ slut 8. SEP
Sted: Ganløse Svømmebad 25 m bassin


Åbent vands træning.

Når vandtemperaturen er omkring 14-15 grader i Buresø – svømmes med våddragt efter løbetræningen.
Tidspunkt: ONS kl. 1915 til 2000 start 16. MAJ slut 5. SEP
Sted: Buresø – søbad ved Klokkekildevej.
Husk mønter til noget varmt at drikke hos Kleine’s café.


Cykling

Søndagstræningen vil igen blive lagt an på langdistance på ruter i Nordsjælland og senere større dele af Sjælland. Der bliver kørt fra 80 km stigende op til 150 km på flere af vores klassiske ruter.
I periode frem til primo maj, hvor vi stadigvæk har svømmetræning i Farum fra kl. 0700 til 0800, starter vi cykeltræningen kl. 1000.
Mødested: P-plads Ganløse Skole 2 forskellige niveauer. Start uge 14. Tilmelding på hold vis klubmodul 26-29 km/t, 30+ km/t. En cykeldag hvor alle kan være med og få udbytte.
Der trænes mellem 2:30 og 4:30 timer.

Genoplivning af den store TIRS landevejs cykelaften.
TIRS kl. 18.00 cykling landevej start uge 14.
Mødested: P-plads Ganløse Skole
Der trænes mellem 1:30 og 2:00 timer.
Holdkaptajn Ronnie Hegelund.

Landevejshold Enkeltstarten torsdage
Spinningsholdet Enkeltstarten forsætter på landevejen. Vi mødes fra kl. 1900 ved Ganløsehallen – og kører derefter ud på Ganløse-Ringen. Hvis man kommer senere støder man til træningen ved at kører modsat ruten (mod uret) eller venter ved indkørslen til Hallen på Vestergade.
Træningen bliver lagt an på intervaltræning, tidskørsel, bakketræning og jagtstarter. Frem til stævnet Ganløse-ringen den 28/4 kører vi på Ganløse-ringens rute.
Senere skifter vi over på Tyren – og herefter udvider vi til nye ruter i oplandet bla. Strøbjergeruten.
Der trænes mellem 1:30 og 2:00 timer.
Træner: Steffen Mattrup Lund-Hansen er holdkaptajn på torsdagene.

GTC Bulls MAN cykeldag.

MAN kl. 17.00 cykling landevej start uge 14.
Mødested: P-plads Lerbakkehus – ”Røde Rose” Lyngevej, Ganløse Eget
Der trænes mellem 1:00 time
Holdkaptajn: Sven-Erik Nisse Olander.

MTB træningen forsætter SØN-dage kl. 1000 fra Lerbakkehus i Ganløse Eget
Træner: Martin Bøegh og Richardt


Løb

Træningen holder flyttedag fra Ganløse til skovene i og omkring Ganløse. Til sommertiden flytter vi løb til start fra Ganløse Eged – og vi starter MAN-dage kl. 1800 til 1900.
Løbetræningen vil i foråret være lagt på interval- og teknik og distance løb. Om mandagen er der bare 1 times løbetur. Vi håber, at vi kan danne forskellige grupper med forskellige niveauer.
Alle kan være med.
Start: MAN den 19/3 slut 24/9.
Sted: Lerbakkehus – ”Røde Rose” Lyngevej, Ganløse Eget.
Træner: Anja Krüger

Træningen holder flyttedag fra Bastrup til Buresø om ONS-dagen. Til sommertiden flytter vi løb til start fra Buresø Søbad – og vi starter ONS dage kl. 1800 til 1900.
Løbetræningen vil være lagt an på øvelser og intervaller samt tiltænkt en gruppe som bare vil ud i skoven og løbe sig en tur. Alle kan være med.
Start: ONS den 17/5 slut 26/9.
Sted: Buresø – søbad ved Klokkekildevej, Slagslunde.
Træner: Anja Krüger


Tilmelding

Der er tilmelding til samtlige hold via holdstyringen på hjemmesiden.


Øvrigt nyt fra sektionen:

  • Alle vores trænere og instruktør vil til opstart af forårs- og sommersæsonen fremstå i ”klubuniform”.
  • Absolutte sidste indoor bike er TORS den 29/3 kl. 1930 – da Gert er på trekking i Nepal køres kun ét hold.
  • Ganløsebadet åbner traditionen tro med stor indvielsesfest 12/5 kl. 13-16 – og vi arbejder igen på at få Borgmesteren til at komme og åbne badet for 41. sæson. Husk at møde talstærkt op.
  • Vi afholder våddragts- og grejdemo LØR den 19/5 kl. 0900-1130 i Ganløse-badet. Endeligt program med tilmelding kommer på hjemmesiden. Vi laver en morgen brunch i klublokalet.
  • Træningssektionen har været til kommunens lokalefordelingsmøder for at forhandle nye tider til sæsonen 2012/2013. Når de sidste tider er faldet på plads, afholder træningssektionen instruktør- og trænermøde senest i MAJ.

Træningssektionen ser frem til en stor og udbytterig sommersæson, og glæder sig til se alle GTC´er på vores mange hold.

Posted in Træning | Tagged , , | Kommentarer slået fra

DTriF afstemning: Årets agegroup atlet 2011

Årets AG 2011Hvem er det du bliver enormt inspireret af ? Hvem sætter det gode eksempel ? Hvem har lavet kanon resultater ? Hvem er igangsætteren par excellence ?

Frem til torsdag den 15. marts kl. 23.59 kan du på DTriFs hjemmeside stemme på Årets Agegroup Atlet 2011

Ud fra indstillinger fra klubberne har DTriF udvalgt 5 nominerede, som du kan stemme på. Læs mere om de nominerede og hvordan du stemmer hos DTriF…

Prisen overrækkes på DTriFs generalforsamling lørdag den 31. marts.

Og bak nu op med din stemme! I skrivende stund har kun godt 5% af DTriFs medlemmer været inde og stemme – og man sender signalet at det ikke kun er eliten der er flagskibet i sporten – men også den store mængde agegroupere – hvor 5 af de ypperste repræsentanter er nomineret.

På DTriF.dk kan læses en nyhed om valg af Årets Agegroup atlet 2009.I artiklen beskrives de 6 kandidater, der er nominerede. Prisen overrækkes på DTriFs generalforsamling ultimo februar.Alle DTriF medlemmer kan stemme på deres favoritkandidat. Det sker med dit DTriF-medlemsnummer. Det kunne du finde på den gamle GTC-klubside vi havde her på hjemmesiden, men pt. kan dette nummer ikke gemmes på din profil i det nye klubmodul. Muligheden for dette skulle komme senere i 2010.

DTriF artiklen beskriver, hvad du skal gøre, hvis du ikke kan huske dit password.

Har du glemt dit medlemsnr. så søg i DTriF medlemslisten. Når du har fundet dig selv og klikket på dit navn, så fremgår dit medlemsnr. i browserens adresselinie som de sidste 4-cifrede nummer – ex: “…. recordid=3995″.

Kasserer Jørgen Rasmussen vil i løbet af februar ajourføre alle GTC medlemmer i DTriF systemet. Men har du ikke et DTriF-medlemsnummer og gerne vil stemme på Årets Agegroup atlet 2009, så kontakt Jørgen på ganlosetri@jorras.dk

Posted in Diverse | Tagged | Kommentarer slået fra

Emil på DTriFs udviklingsteam

Emil Holm, DM Sprint 2011

Emil Holm, DM Sprint 2011

Lørdag den 10. marts 2012 afholdt Dansk Triathlon Forbund iagttagelsessamling i Silkeborg
for landets yngste atleter. Og med Ganløse Tri-Center og GTC Bulls øjne er det overskyggende resultat, at der var en enkelt ny udtagelse til udviklingsteamet: Emil Holm. Emil (årgang 1996) klarede således både det opstillede løbe- og svømmekrav. Emil svømmer 800 m fri i 9:56 og 5000m i 17:00.

Stort tillykke til Emil med udtagelsen til udviklingsteamet !

Også Anne Holm (årgang 1999) fra GTC Bulls deltog i iagttagelsessamlingen.

Se DTriFs nyhed om iagttagelsessamlingen…

Se DTriFs udviklingsteam…

Posted in Diverse | Tagged | Kommentarer slået fra

Når man har gået i en god skole…

Casper Stenderup Korch, 2009

Casper Stenderup Korch, Køge Forårsduathlon 2009

På Forbundets træningslejr på Playitas i uge 4, hvor landsholdet, udviklingsteamet og ca. 30 AG’ere var samlet, valgte DTriF at overrække årets priser for Elitetriathlet 2011 og Årets Talent 2011.

Og vinderen af Årets Talent 2011 pris har trådt sine “triathlon barnesko” i Ganløse Tri-Center, idet prisen gik til Casper Stenderup Korch.

Casper skiftede sin licens i 2009 til Sigma Tri – men har stadig tilknytningen til Ganløse Tri-Center via tri-familien Stenderup Korch.

DTriF motiverer uddelingen af prisen til Casper således:

Historien om den grimme ælling passer godt på Årets Talent 2011. Casper har været med i trisporten gennem snart mange år, han kommer fra en Tri-familie. I starten af karrieren var det som om Caspers lange ben og arme mere var en hindring end en fordel for præstationerne. Casper var indtil et par år siden temmelig ukoordineret i sine bevægelser, men pludselig er det som om der kom orden i kaos. Casper har i 2011 ydet nogle bemærkelsesværdige præstationer. For det første har han været helt i front på svømningen ved flere Junior Europa Cupper i årets løb. Dernæst stillede han op som senior for at være med til at sikre Sigma Tri et Dansk mesterskab i holdkonkurrencen ved DM i Fredericia og sammenlagt blev han nr. 6 foran flere veletablerede seniorer på trods af han endnu var ungdom. Endelig var Casper med til at sikre det Danske Ungdomshold en 4. plads ved EM i stafet for Ungdom. Casper cyklede alene lige op med et større felt af konkurrenter og holdt dermed Danmark inde i kampen om medaljerne. Ifølge Udviklingsteamet chef Kasper Gejl var Hr. Gejl lige ved at få hjerteslag af den præstation. Casper præmieres af DTriF og Ultimate med 5000 kr til trænings og konkurrence relaterede udgifter.

Ganløse Tri-Center ønsker stort tillykke til Casper!

Læs DTriF omtale af Årets Elitetriathlet og Årets Talent (pdf)…

Posted in Diverse | Tagged | Kommentarer slået fra